Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Indholdsområde

 
Mindesmærker i Danmark 
Monumentet på Kastellet blev officielt indviet på Flagdagen den 5. september 2011.
Monument for Danmarks Internationale Indsats efter 1948 er et af de nye monumenter for veteraner, men der findes mange flere rundt om i landet. 

Besøg et mindesmærke 

I Danmark har veteraner mindesmærker på flere af Forsvarets tjenestesteder, på offentlige pladser og i private samlinger. Læs mere om de enkelte monumenter og mindesmærker i oversigten her, som primært omhandler monumenter efter 2. Verdenskrig.



 

Monument for Danmarks Internationale Indsats efter 1948

 

Monument for Danmarks Internationale Indsats efter 1948I respekt for de mange, der har været og er udsendt til konflikt- og katastrofer og for dem, der er omkommet, besluttede regeringen i 2009, at der skulle etableres et monument for Danmarks internationale indsats siden 1948. Det blev færdiggjort i løbet af sommeren 2011 og officielt indviet på Flagdagen den 5. september 2011 af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II.

Monumentet er skabt af kunstneren Finn Reinbothe og består af tre rum: Et til større ceremonier med denoverordnede inskription ”En tid – Et sted – Et menneske. Et til aktuelt udsendte med vågeild i form af en tændt fakkel og inskriptioner med navne på konflikt- og katastrofeområder. Og et til minde og refleksion for de efterladte med navneinskriptioner på de omkomne. Monumentet er placeret i Prinsessens Bastion på Kastellet i København og er offentligt tilgængeligt.


 

Monument for Danmarks udsendte soldater

 

Monument for Danmarks udsendte soldaterMonumentet fra 2012 er et af de nyeste for Forsvarets internationale indsats. Mindestenen er 2,20 meter høj og står i Mindeparken i Aarhus umiddelbart øst for flagpladsen. I Mindeparken står også et mindesmærke over Danmarks faldne i Første Verdenskrig.

Teksten på stenen er ”Til ære for Danmarks udsendte”, og den blev finansieret af Aarhus Kommune og Forsvarets Veteranpulje. Grev Ingolf og Aarhus borgmester Jacob Bundsgaard holdt taler ved indvielsen.


 

Hærens Mindesten for Faldne

 

Hærens Mindesten for FaldneHærens Mindesten for Faldne i Helmand blev sat op i Camp Bastion i Afghanistan af DANCON ISAF hold 6 (2008-2009). I oktober 2014 blev den opstillet i Oksbøllejren og officielt indviet under overværelse af de efterladte til de faldne soldater. Stenen bærer navnene på de danske soldater, der mistede livet i Helmand. Forsvaret valgte at placere mindestenen i Oksbøl, hvor soldater, pårørende og efterladte kan besøge mindestenen i fred.

Mindestenen er 233 cm høj fra bund til toppen af korset, der er lavet af våbenmekanikere i Camp Bastion ved hjælp af patronhylstre og patronbunde fra styrkens infanterikampkøretøjer og kampvogne. Navnene på de dræbte soldater blev graveret af DANCON ISAF hold 7 og de efterfølgende hold.


 

Kuplen

 

Kuplen ved Veterancentret i Ringsted.I 2013 blev skulpturen Kuplen indviet ved Veterancentret i Ringsted. Det er den 4 meter høje og 4,4 meter brede metalskulptur Kuplen. Kuplen er centrum i en ugenert have, hvor soldater veteraner kan finde ro og fordybe sig. Kuplen fungerer som en åben pavillon, hvor man kan sidde og betragte himlen ifølge den 46-årige billedkunstner René Schmidt.

Værket er inspireret af kuplerne i de gotiske katedraler, med deres solure og stjernehvælv og fra Pantheon i Rom, hvor man kan kigge ud af et hul i toppen, ud på stjernehimlen ved nattetid. Kuplen er 4 meter høj og 4,4 m bred. Konstruktionen symbolisere styrken i et sammenhold, den referere til Veterancentrets kvaliteter: fællesskab, netværk, uendelige og ubrydelige bånd.


 

De ventende

 

Kuplen ved Veterancentret i Ringsted.Den 1. marts 2013 blev KFUM’s soldaterrekreation i Hvorup ved Aalborg indviet. Samme dag så et nyt monument dagens lys. Det er en 150 x 120 centimeter skulptur, som forestiller fire skikkelser. Kunstværket har titlen ”De ventende”. Personerne er skadede soldater, som er vendt hjem fra international tjeneste, og deres pårørende. De venter på at samfundet, som sendte dem af sted, tager ansvar for de fysiske og psykiske eftervirkninger, som nogle af de udsendte lider under.

Skulpturen er fremstillet af Paul Cederdorff som sammen med sin kone Else selv har finansieret opstillingen af monumentet. Parret mener, at den danske stat har været for længe om at tage et ansvar for de omkostninger, den internationale tjeneste har for pårørende og soldater.


 

Monument for gardere

 

Monument for gardereDen 17. november 2009 afslørede Hendes Majestæt Dronning Margrethe Livgardens monument for gardere, der er faldet i international tjeneste siden 2. verdenskrig. Monumentet er fremstillet af kunstneren Bjørn Nørgaard, der har studeret mindemonumenter i hele verden, inden han gik i gang med Garderkasernens. Selve monumentet er en knækket søjle på 225 cm, der er fremstillet af bornholmsk granit. Den brudte søjle er et gammelt symbol på et alt for tidligt afsluttet livsforløb, og soklen af rød granit symboliserer de faldnes blod.

På den er indgraveret navene på de 17 soldater, Livgarden har mistet på internationale missioner siden 1948. Monumentet står på den 20X10 meter store plads, der er lagt i to grå granittyper – en mørk og en lys – i en facon, så det gengiver Livgardens regimentsmærke, solen. Monumentet står på Garderkasernen i Høvelte.


 

Mindeplads ved Jydske Dragonregiment

 

Mindesten for faldne ved Jydske Dragonregiment omkommet under udførelse af international tjeneste 1965-2008Mindestenen for faldne ved Jydske Dragonregiment omkommet under udførelse af international tjeneste 1965-2008 er rejst af Jydske Dragonregiment og indviet den 29. maj 2005, hvor den blev placeret på mindepladsen ved paradepladsen. I slutningen af 2011 blev den dog flyttet til mindepladsen ved Rindsholm kro, som følge af indvielsen af en ny mindeplads på Dragonkaserne.

Den nye mindeplads blev indviet i februar 2012. Mindepladsen består dels af en mur i blank sort granit og en række mindesten i rød granit, der bærer navnene på de dragoner, der er dræbt i international tjeneste. Der er fire bænke, så besøgende kan sætte sig og reflektere over deres minder. Mindepladsen blev indviet den 24. februar 2012, som det sidste i en lang række af monumenter for Jydske Dragonregiment.


 

Mindepladsen ved Gardehusarregiment

 

Mindepladsen ved Gardehusarregimentet.Gardehusarregimentets 394 års dag i 2008 blev Mindeanlægget på Antvorskov Kaserne for faldne i 2 verdenskrig genindviet. Med genindvielsen blev der tilføjet en mindeplade med navnene på Gardehusarregimentets faldne soldater i Afghanistan.



 

Mindemuren ved Ingeniørregimentet

 

Mindemuren ved IngeniørregimentMindevæggen blev rejst, da Ingeniørregimentet i 2003 kunne flytte ind i en ny bygning på Skive Kaserne. Muren er lavet af granit, og på den står navnene på 11 faldne ingeniørsoldater. De blev dræbt under modstandskampen 1940-45, ved Dvor i Kroatien 18. september 1995 og ved ulykken i Kabul 6. marts 2003. Ingeniørkasernen i Farum havde en tilsvarende væg, som nu er genopstået i Skive.

Tidligere holdt Ingeniørregimentet både mindehøjtideligheder 18. september og 6. marts, men det er nu slå- et sammen, så regimentet hædrer de faldne på flagdagen 5. september. Ud over mindemuren har soldaterne, som døde ved Dvor og i Kabul, også hver deres mindesten på kasernen.


 

Minder, døden og nye veje

 

Monument for Danmarks Internationale Indsats efter 1948

Mindelunden på Aalborg Kaserner, ”Minder, døden og nye veje”, består af en mindetavle og en bænk, der tilsammen danner et lukket og intimt rum. Her kan pårørende sidde i et fredfyldt rum, hvor der er ro til at mindes. På tavlen i cirklen er der plads til en mindetekst for de omkomne soldater. Der er et lille bord foran tavlen, hvor der er plads til at lægge for eksempel en blomst eller stille et stearinlys.

En sti fører fra vejen og hen til mindelundens lukkede cirkel. Det symboliserer livet inden soldatens død. Cirklen er soldatens død. På den anden side af cirklen fortsætter stien, men den stopper ude i græsplænen. Det symboliserer det liv, der går videre efter døden.


 

Danske soldaters mindelund

 

Danske soldaters mindelund i RindsholmRindsholm Kro nær Viborg har en mindelund, hvor der er fri adgang. Her mindes de mange danskere, der har været udsendt overalt i verden for FN, NATO, OSCE og EU. Alle værn er repræsenteret, og på mindevæggen er nævnt alle danske soldater, der er faldet i kamp siden 1956.

Den første mindesten blev rejst af Jydske Dragonregiment i 1990. Siden er flere sten og mindesmærker kommet til. Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen har også rejst en sten hver.


 

Mindesten for Lollands veteraner

 

Mindestenen for udsendte veteraner i Lolland KommunePå Flagdagen den 5. September i 2015 blev en lokal mindesten til ære for alle de veteraner fra Forsvaret, Hjemmeværnet, politiet, beredskabet og sundhedsvæsenet, der har været udsendt siden 1948. Inskriptionen hædrer de veteraner, der er bosiddende i Lolland Kommune, der har været udsendt efter 1948 og de, der måtte falde i forbindelse med international tjeneste. Stenen er sat i anlægget i Nakskov, over for banegården.


 

Peacekeeper-stenen

 

PeacekeeperMindestenen har inskriptionen ”Peacekeeper-stenen er til minde om de faldne i tjenesten ved FN-NATO-OSCE-EU. Den blev rejst af foreningen De Blå Baretter Nordvest den 29. maj 2005, hvor den tidligere forsvarsminister Søren Gade (V) afslørede stenen. Mindestenen er placeret i Holstebro på hjørnet af Brogårdsvej og Sønderbrogade.


 

Mindesten i Næstved

 

Mindesten i NæstvedStenen blev rejst i 2009 af Sydsjællandske Soldaterforeningers Centralsammenslutning som en tak til Danmarks udsendte i international tjeneste. Den er et mødested hvert år ved Flagdagen den 5. september. Stenen står ved Munkebakken i Teatergade i Næstved. II.

 


 

Mindesten for Faldne Hunde

 

Mindesten for Faldne Hunde”Vi skal altid have for øje at en hunds liv aldrig vil kunne sidestilles med et menneskeliv, så derfor skal der ikke være noget kæledyrshysteri over denne mindesten. Hunden er et arbejdsredskab, også for os, om end vi er særdeles glade for vores firbenede kollegaer, som er ved vores side 24 timer i døgnet.” Sådan lød ordene, da oberst Kartni Winther fra Air Force Training Centre Karup afslørede en mindesten for hunde, som er omkommet under tjeneste i Forsvaret.

Mindestenen blev indviet i oktober 2011, og den står ved hundetræningscentret på Flyvestation Karup. Initiativet til stenen kom fra Michael Ellebæk fra Hundeskolen på Flyvestation Karup. På mindestenens metalplade er der et portræt af en schäferhund, der var Martin Kristensens tjenestehund.

 

Sidst opdateret 09-05-2016 - kl. 14:30

Kontakt os

Veterancentret vil over tid forsøge at samle alle monumenter for veteraners særlige indsats efter 2. Verdenskrig.

Har du et mindesmærke, som du ønsker på listen, så send et billede og kort tekst til vetc-myn@mil.dk.