Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Indholdsområde

 
 
Foto af NordWood Themes/Unsplash
Cabi, der er en selvejende institution under Beskæftigelsesministeriet, har åbnet facebookgruppen Fra brændpunkt til beskæftigelse - veteraner i job. Modelfoto. 

Brug facebook til jobjagten 

Arbejder du med at matche veteraner og virksomheder, er facebookgruppen Fra brændpunkt til beskæftigelse - veteraner i job et nyt redskab i værktøjskassen.

12-02-2020 - kl. 13:20
Af Kristina Schønnemann Jensen

For langt de fleste veteraner gælder det, at de er rigtig gode til at komme i arbejde. Det ved vi fra Veterancentrets forskning, men for en mindre gruppe kan det være svært at koblet sig op på jobmarkedet igen.

Udover tiltag som lister over virksomheder, der ansætter tidligere udsendte, konceptet Briefing & Kaffe og CV-værktøjer, arbejder institutionen Cabi i øjeblikket på at få etableret en facebookgruppe som en mere målrettet platform for virksomhedsmatch. I gruppen kan virksomheder, der søger medarbejdere, der har kompetencer fra udsendelser, slå job op. Og forhåbentlig er de jobopslag lige præcis dét match, som en af gruppens veteraner går og venter på.

”Idéen med at koble jobsøgende veteraner, der har forskellige udfordringer, direkte op med virksomheder, synes jeg, er rigtig god. Dels fordi flere og flere udbyder og rekrutterer arbejdskraft på digitale platforme og fordi, der skabes en hurtig, nem og direkte vej mellem veteranen og virksomheden”, siger Line Maria Fabrin Jespersen fra Veterancentrets Beskæftigelsessektion.

Gruppen er allerede i gang med små 400 medlemmer, og i øjeblikket slås der job op et par gange om måneden, men håbet er, at gruppen langsomt vil vokse og etablere sig. Gruppen har desuden tidligere fungeret som en lukket facebookgruppe, men er nu åben for virksomheder, veteraner og folk, der arbejder for beskæftigelse til veteraner.

Initiativer fra Cabi

Virksomhedslisten

Virksomhedslisten er en liste over virksomheder fra hele Danmark, der gerne vil ansætte tidligere udsendte fra Forsvaret eller Politiet. Listen er en hjælp til den jobsøgende veteran samt til jobcentre, veterankoordinatorer, Veterancentret og andre, der gør en indsats for at hjælpe veteraner i job på det civile arbejdsmarked.


Briefing & Kaffe

Næste Briefing & Kaffe foregår i uge 9, 24.-28. februar 2020. Formålet er at skabe rum for en uformel snak mellem virksomheder og potentielle medarbejdere om hvilke jobmuligheder, der er eller kan blive. For at gøre det enkelt for veteranerne at komme, skal de kunne tilmelde sig pr. sms, til kontaktpersonen i virksomheden. Se liste af tilmeldte virksomheder samt tid/sted via linket.


CV-værktøj

CV-værktøj kan du som veteran få inspiration til at præsentere dine kompetencer fra Forsvaret, finde en CV-skabelon og en guide til, hvordan du trin for trin skriver dit CV.


Facebookgruppen

Facebookgruppen Fra brændpunkt til beskæftigelse - veteraner i job er et sted, hvor jobsøgende veteraner og virksomheder finder hinanden.