Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Indholdsområde

 
 
Forældre og børn med nissehuer sidder på gulvet med julepakker i armene.
Den 13. december holder DIF Soldaterprojekt årets fjerde og sidste camp: Julecampen for skadede veteraner og deres pårørende. I år har der været rekordstor interesse med over 200 deltagere. Foto: DIF Soldaterprojekt. 

DIF Soldaterprojekt også i 2020 

DIF Soldaterprojekt bliver forlænget i 2020. Dermed fortsætter tilbuddet til skadede veteraner om camps, Safe Zones og tilbud om at blive en del af idrætslivet i de danske klubber.

05-12-2019 - kl. 10:00

Af Kristina Schønnemann Jensen

I november kom nyheden om, at DIF Soldaterprojekt er blevet forlænget et år og får yderligere midler fra Forsvarsministeriet. Det har betydet hektisk aktivitet hos folkene i projektet, der nu er i fuld sving med at forberede næste års aktiviteter og camps.

Ifølge projektets leder Rune Oland Tanggaard bliver det ”DIF Soldaterprojekt, som man kender det” med fire årlige camps, trygge træningstimer kun for veteraner samt det håndholdte arbejde i at få skadede veteraner ud i de hundredevis af foreninger under Danmarks Idrætsforbund.

”Det handler om, at veteranerne skal have øjnene op for, at de skal ud i de gode fællesskaber, som der ligger ude i foreningerne,” siger Rune Oland Tanggaard om slutmålet for DIF Soldaterprojekt.


Flere trygge træninger

Det er dog de færreste skadede veteraner, der er klar til dét spring, når de starter i DIF Soldaterprojekt. Derfor vil projektet styrke deres såkaldte Safe Zone-træning, hvor skadede veteraner træner i et trygt miljø med andre veteraner. I 2019 er der kommet flere og flere zoner til rundt om i landet med nye idrætsgrene.

I 2020 skal stabiliteten i tilbuddet styrkes, fortæller projektlederen. Et godt eksempel på det er den helt nye Safe Zone i Skodsborg, hvor der til første træning mødte 10 veteraner op, men slet ingen på anden træning.

Ifølge Rune Oland Tanggaard er det DIF Soldaterprojekts fornemmelse opgave at hjælpe de skadede veteraner til at møde op og få en succesoplevelse gennem træning og socialt samvær.

”I Safe Zonen kan de komme uden at skulle forklare sig og uden at føle skam, som en stor del af de skadede veteraner, vi ser, føler, især hvis de er ude blandt andre borgere. Her skal de ikke skamme sig over, at de ikke kan møde fast til fodbold hver tirsdag,” siger Rune Oland Tanggaard.

Udover endorfiner og en god samvittighed ved at komme ud af døren er målet, at veteranerne får flere og flere sejre i de trygge rammer. Det skal give dem mod til at indgå i fællesskaber igen, og på sigt: At de finder motivationen til at forlade den sikre veterantræning og træde ud i det øvrige idrætsliv.

Selvom vejen til dét mål kan synes lang, så kræver det ikke meget at komme med. En kort sms i stil med Ring mig op på dette nummer, venlig hilsen X er nok til, at DIF Soldaterprojekts folk tager kontakt, siger Rune Oland Tanggaard.

”Bare råb op, så skal vi nok hjælpe jer.”

Fire camps i 2020

I 2020 gennemfører DIF Soldaterprojekt fire camps:
  • En sportscamp i første kvartal kun for skadede veteraner.
  • En sommercamp i juni eller juli.
  • En friluftscamp med kano og kajak i løbet af efteråret.
  • En julecamp i december.