Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Indholdsområde

 
 
ENGAGEs festivalplakat
Er du veteran og udstyret med et veterankort, kan du bestille en gratis billet til ENGAGE festival lørdag den 25. maj. 

Musikfestival for og med veteraner 

Som veteran kan du komme gratis på musikfestivalen ENGAGE i København den 25. maj.

26-04-2019 - kl. 09:52

Af Kristina Schønnemann Jensen, Veterancentret

På festivalplakaten står der navne som D-A-D, Carl Emil Petersen, Magtens Korridorer, The Sandmen, Superscum og Clara, når musikfestivalen ENGAGE sparkes i gang om en måned, lørdag den 25. maj kl. 12.00 på Refshaleøen i København.

Er du veteran og udstyret med et veterankort, så kan du allerede nu sikre dig en gratis billet til festlighederne. For veteraner står netop festivalens idémand Jeppe Michael Jensen nær. Overskuddet fra festivalen går derfor ubeskåret til Veteranfonden, som ønsker at støtte for de mange veteraninitiativer til glæde for danske veteraner og deres pårørende.

”Vi vil gerne gøre det mere positivt at være veteran i Danmark og vise, at vi har overskud og kan hjælpe dem af vores kammerater, der har brug for det. Vi forsøger at inspirere andre til at vise anerkendelse, og helt konkret gør vi det selv ved at tilbyde veteraner en gratis billet. Vi håber, at både veteraner og ikke-veteraner kan mødes og have en fest sammen,” siger Jeppe Michael Jensen, der selv er veteran og blev såret på Balkan.


Forsvaret deltager også

Udover en masse veteraner, der gæster festivalen, vil Forsvaret også fylde i billedet på festivalpladsen. Alle værn er repræsenteret i det område, der hedder Camp ENGAGE. Det er indrettet som et lejrområde, hvor Forsvaret, veteranforeninger og andre initiativer har boder og stande.

Samtidig er det også et samlingspunkt, hvor du kan møde kammerater, du har været udsendt med, eller hvor danskere uden tilknytning til Forsvaret kan blive klogere på, hvad det vil sige at være udsendt til et konfliktområde.

”Camp ENGAGE er vokset hvert år, siden vi startede i 2017. I år bliver det større end nogensinde, og der bliver flere spændende aktiviteter og historier. Eksempelvis kan du møde ”Guds Rambo” - en jægersoldat, som valgte at køre alene rundt på Balkan med nødhjælp i pansret Camaro. Vi håber også, at nogle har lyst til at tage en fodboldkamp mod FC Granatchok, som stiller op med en streetfodboldbane,” siger Jeppe Michael Jensen.

Sådan bestiller du din billet

Ønsker du en billet til ENGAGE, kan du bestille den online ved at bruge dit veterankort. Billetten er gratis, men du skal betale gebyr. Til gengæld undgår du køen ind til festivalpladsen.