Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Indholdsområde

 
 
Viceforsvarschef Max A.L.T Nielsen i samtale med en bueskytte
Viceforsvarschef Max A.L.T Nielsen fik mange snakke med atleterne om disciplinerne, men også om hvordan sporten løfter dem til bedre versioner af dem selv. Foto: Anders Fridberg, VFK.  

Generaler besøgte træningssamling 

Viceforsvarschef Max A.L.T Nielsen og generallæge Sten Hulgaard besøgte veteranerne på træningslejren for Invictus Games 2018.

10-06-2018 - kl. 07:00

Af Kristina Schønnemann Jensen, Veterancentret

Et par skud med bue og pil og en omgang servetræning på volleybanen. Viceforsvarschef generalløjtnant Max A.L.T. Nielsen tog del i lørdagens formiddagstræningen, da det danske Invictus-hold mødtes på 3. træningssamling denne weekend.

Der blev talt om både teknik, konkurrenceregler og træning med atleterne, men også hvordan dét at træne op til en konkurrence har givet denne flok atleter et nyt mål og for nogle et helt nyt syn på dem selv og deres evner.
Atleterne er nemlig alle skadede veteraner, som har meldt sig til Invictus-projektet for at udvikle og udfordre sig selv.

- Dét der gør allerstørst indtryk på mig, det er at se, mærke og opleve den forskel den her træningssamling, vi er på, gør for den enkelte. At de aktiviteter, de dyrker nu, helt konkret hjælper den enkelte videre fra den situation, han eller hun er i nu, og til noget bedre, sagde viceforsvarschefen Max A.L.T. Nielsen.

Viceforsvarschefen deltager i træningen for disciplinen siddende volleyball.
Holdet, der dyrker siddende volleyball fik en ny deltager, da viceforsvarschefen satte sig på banen. Foto: Anders Fridberg, VFK.


Et rygklap og en vej videre

Han bed mærke i, hvordan veteranerne har opsøgt nye udfordringer, som de skal mestre for at kunne udøve de sportslige discipliner.

- Det håber jeg, kan hjælpe den enkelte. Og af et rent og fromt hjerte, tror jeg, at veteranerne kan mærke en anerkendelse fra Forsvaret af, hvad de har været igennem.

Det er Forsvarets Sundhedstjeneste (FSU), der driver Invictus-projektet, og derfor var også generallæge fra FSU, Sten Hulgaard, på besøg på træningssamlingen. Han blev nok en gang bekræftet i, at sundhedstjenesten her yder en indsats for de tidligere soldater, som er vendt hjem med skader, og som kan bruge sporten til at knække gamle dårlige vaner.

- Dem, der bruger Invictus-projektet til at bryde afsondretheden og ensomheden, det er dem, der gør det største indtryk på mig. Man kan måske vælge afsondretheden i perioder, men hvis du søger den hele tiden, er du parkeret ude på samfundets sidevej, hvor ingen folk hører til, sagde Sten Hulgaard, inden både han og viceforsvarschefen forlod samlingen i Vejen.

Træningssamlingen er den tredje ud af fire, inden turen til oktober går til Sydney, Australien. Men rejsen mod et nyt liv er allerede begyndt.

Følg det danske hold

Følg Invictus Denmark på facebook.