Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Ildsjæle hædret med medalje fra Forsvarsministeren

Indholdsområde

 
 
Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen med de to medaljemodtagere.
Forsvarsministeren med medaljemodtagerne Simone Bech Nielsen og Christian Kurt Nielsen. Foto: Forsvarsministeriet.  

Ildsjæle hædret med medalje fra Forsvarsministeren 

I fredags anerkendte Forsvarsministeren to ildsjæle fra henholdsvis Vi tænker på dig og Fonden Danske Veteranhjem.

03-12-2018 - kl. 10:21

Af Kristina Schønnemann Jensen

Der var medaljer og rosende ord, da Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen havde inviteret Simone Bech Nielsen fra "Vi tænker på dig" og Christian Kurt Nielsen fra Fonden Danske Veteranhjem til ceremoni i fredags.

Her uddelte ministeren den særlige anerkendelse Forsvarsministerens Medalje som tak for det store arbejde Simone Bech Nielsen og Christian Kurt Nielsen gør for udsendte soldater og veteraner.

”Jeg er oprigtigt imponeret over både Simone Bech Nielsen og Christian Kurt Nielsens indsats for vores soldater – både tidligere og nuværende," siger Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen.


Hjertevarme breve og rare mødesteder

Simone Bech Nielsen modtager medaljen for sit store arbejde med at sende pakker og håndskrevne breve til danske soldater på mission i udlandet.

”Hundredvis af soldater i udlandet har modtaget en håndskrevet julehilsen og en pose med slik fra Simone. Hun holder fast i den personlige hilsen, selvom hendes initiativ ”Vi Tænker På Dig” har vokset sig større over årene. Og heldigvis for det," sagde Forsvarsministeren.

Christian Kurt Nielsen modtager medaljen for sin store indsats i arbejdet som ulønnet bestyrelsesformand i Fonden Danske Veteranhjem, der driver fem danske veteranhjem. En indsats, der også har imponeret ministeren:

”Christians indsats som bestyrelsesformand i Fonden Danske Veteraner er lige så imponerende. Med stor energi og empati bruger han sin baggrund som soldat til at sikre, at vores hjemvende soldater og deres pårørende får de tilbud og den støtte, de har brug for – og fortjener - uanset hvilket af de fem veteranhjem, de måtte opsøge.”

Forsvarsministerens medalje

Det er tiende gang, at Forsvarsministerens Medalje uddeles. Den er godkendt af Hendes Majestæt Dronningen og kan tildeles danskere eller udlændinge, der har ydet en anerkendelsesværdig indsats. Medaljen kan også tildeles personer, der gennem handling har ydet en frygtløs indsats eller er kommet alvorligt til skade, invalideret eller omkommet.
Læs om medaljer og hæderstegn.