Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Indholdsområde

 
 
Rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse Kristian Würtz og Frank Høffner Kjærup
Rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse Kristian Würtz og opsøgende rådgiver Frank Høffner Kjærup fik trykket hænder og skrevet en samarbejdsaftale under den 14. september. 

Kommunale samarbejder tikker ind 

Veterancentret vil gerne samarbejde mere og tættere med de danske kommuner. Siden marts har 11 kommuner lavet nye aftaler om at være Fælles om veteraner.

20-09-2018 - kl. 10:00

Af Kristina Schønnemann Jensen

Først var det Vordingborg, Horsens, Varde og Gentofte. Så Hedensted, Torshavn og Vejle. Og i septembermåned har både Glostrup, Bornholm, Sorø og Aarhus kommuner underskrevet en ny aftale om samarbejde med Veterancentret.

Aftalen er et håndslag på, at både Veterancentret og kommunen vil være opmærksomme på det, som vi hver især kan bidrage med, når en veteran banker på kommunens dør. Det handler om at bruge hinanden aktivt, fortæller Jane Christensen, der står bag samarbejdskonceptet Fælles om Veteraner.

”Hvis jeg eksempelvis som medarbejder i Veterancentret fokuserer på at støtte en veteran ud af et misbrug, samtidig med at sagsbehandleren i det kommunale jobcentrer tænker i beskæftigelsestiltag og arbejdsprøvning, så er der behov for at koordinere, så vi får lagt vores indsatser så hensigtsmæssigt som muligt," siger Jane Christensen og fortsætter:

"Dér skal et øget samarbejde være med til, at alle parter rundt om veteranen bidrager med dét, der kan få ham eller hende videre til det næste mål.”


Flere kommuner kommer til

Veterancentret har sat et mål om, at alle kommuner i Danmark med udgangen af 2019 skal have hørt mere om, hvordan de kan være med til at være Fælles om Veteraner.

Med 11 faste aftaler er der dog et godt stykke vej op til landets i alt 98 kommuner, men ifølge Jane Christensen er der god fart i de indledende møder, som gerne skulle munde ud i flere underskrevne aftaler.

”I mange kommuner har vi allerede et rigtig godt samarbejde, og vi oplever, at flere og flere kommuner har et øget fokus på veteraner, og viser interesse for at samarbejde om at skabe gode løsninger for dem. Og så er der selvfølgelig kommuner, hvor det tager lidt længere tid at nå frem til de rigtige personer,” siger Jane Christensen.

Fakta om Fælles om Veteraner

  • Det er de lokale medarbejdere i landets veterancentre, der kontakter nærområdets kommuner for at fortælle om samarbejdet i Fælles om Veteraner.
  • Målet er, at alle kommuner er blevet kontaktet af Veterancentret med udgangen af 2019.
  • Du kan læse mere om samarbejdskonceptet Fælles om Veteraner.

Kontakt os

Kontakt Veterancentrets kommune- og regions-konsulenter på

7281 9700 
vetc-myn@mil.dk