Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Indholdsområde

 
 
Nærbillede af Søren Andersen i uniform med baret og briller.
Chefen for Veterancentret, oberst Søren Andersen skriver om oplevelsen af anerkendelse, når man deler den med sine kære. Foto: Kristina Schønnemann 

Lyset i mine børns øjne 

Anerkendelsen opleves stærkere sammen med dem, du holder af. Chefen for Veterancentret opfordrer i Flagdagsmagasinet til, at de udsendtes pårørende får fast del i Flagdagen rundt om i landet.

02-09-2020 - kl. 07:40
Denne kommentar kan også læses i Folk & Sikkerheds Flagdagsmagasin.

Af oberst Søren Andersen, chef for Veterancentret

En lørdag formiddag i 2008 sidder jeg på en af de mange tribuner i forlystelsesparken Sea World i Florida og klapper sammen med tusindvis af andre publikummer. Dagens konferencier har netop som et led i sin velkomsttale bedt alle de amerikanske veteraner rejse sig og startet en bølge af klapsalver med et thank you for your service. En smuk, men også meget amerikansk gestus, når jeg at tænke, inden konferencieren også beder alle allierede udenlandske veteraner, der havde gjort tjeneste for deres hjemland om at rejse sig. Så jeg rejser mig.

For mig er sådan en anerkendelse et tegn på at det, vi som udsendte laver, er relevant og vigtigt. At der ikke er ret mange, der kan det, vi kan. Og ikke mindst: At det er særligt prisværdigt, at vi takker ja til en opgave, som vi ved, der kan være store risici ved.

Det var dog ikke de tanker, der fyldte hos mig lige i dét øjeblik, da jeg stod foran de mange amerikanere og udenlandske turister som jeg selv. Jeg betragtede derimod min egen familie, som de sad og så op på mig. For lige dér så jeg et lys i mine drenges øjne, jeg ikke havde oplevet før. Ligesom jeg så, hvordan min kone, der ellers nok plejer at være hård i filten, var rørt over gestussen.

For mig blev oplevelsen et bevis på, at anerkendelse af vores soldater betyder særlig meget, hvis vi lader vores pårørende tage del i den. Jeg mener, det samme gør sig gældende for Flagdagen 5. september.


De vigtigste gæster er familierne

På Flagdagen mindes vi vores faldne, der ikke vendte hjem. Vi anerkender, at selvom flertallet kommer hjem uden mén, er det ikke alle, der kommer hjem helt som sig selv.  Men mest af alt anerkender vi de mænd og kvinder, der trods disse kendsgerninger stadig vil stille op, når Danmark kalder. Det kræver ikke bare villige soldater, men også en stor grad af samhørighed og offervilje fra deres pårørende. Derfor skal Flagdagen også være en festdag for de pårørende.

Er man i tvivl, kan man bare spørge vores soldater. Det gjorde jeg selv, da jeg i 2016 som ny chef for Føringsstøtteregimentet tog del i Flagdagen i Fredericia. Der kom i omegnen af 20 deltagere, hvilket mildest talt er sløvt i en garnisonsby med over 700, der har fast tjeneste i byen.

Tilbagemeldingerne fra veteranerne var, at arrangementet skulle skrues helt anerledes sammen. Dels skulle det ligge sidst på eftermiddagen efter arbejde, når børnene var hentet fra institutioner og skoler. Dels skulle der være aftensmad, og dels skulle arrangementet slutte kort tid efter maden, så forældre kunne få ungerne i seng i fornuftig tid. Jeg var heldig at have et fremragende samarbejde med borgmester Jacob Bjerregaard, så da jeg tog tilbagemeldingerne med ind på borgmesterkontoret, var Fredericia Kommune ikke sene til at gå med på idéen. Året efter deltog op mod 200 deltagere, og rigtig mange af dem var pårørende.

Tilbagemeldingerne var rigtig gode, omend jeg er sikker på, at de minder om dem, andre borgmestre får i de kommuner, hvor Flagdagen bliver skåret over samme læst. For når familierne deltager i arrangementet, kan de opleve, at det ikke bare er veteranerne, der denne dag får en anerkendelse af samfundet. Det får de pårørende så sandelig også.


Hverdagsheltene blandt leverpostegsmadder og snackposer

Det er de pårørende, der ikke bare står tilbage med eventuelle bekymringer for, hvordan udsendelsen skal spænde af, men også med et væld af praktiske opgaver, der aldrig får ende. En work-life-balance, der nærmest er ikkeeksisterende, fordi der er madpakker, der skal smøres, børn der skal hentes og bringes fra skole og sport, og opvaskemaskinen er i øvrigt lige gået i stykker. Når Forsvaret og Danmark kalder på sine soldater, er det vores bedre halvdele derhjemme, der skal være stærke.

På samme måde er det vores børn, der må lide afsavn, fordi lige deres far eller mor har et job, som ikke ligner mange af deres kammeraters. På en dag som Flagdagen kan de med selvsyn opleve, at netop dét job udløser en taknemmelighed fra vores samfund. Nogle af børnene får endda selv tildelt Familienetværkets børnemedalje denne dag. Hvis ikke du kender dem, er det små funklende medaljer, der dog kun skinner halvt så meget som de stolte børn, der modtager dem for at have klaret hverdagen, imens mor eller far var ude.

Flagdagen bliver med garanti anerledes i år end alle tidligere år. For første gang har Forsvarsministeriet måtte aflyse paraden på Christiansborgs Slotsplads og Folketingets reception for årets udsendte. Dermed får de mange kommunale flagdage des større betydning netop i år.

Det er mit helt store ønske, at det bliver en markering med alle dem, som bør anerkendes: veteraner såvel som deres familier. På samme måde er min opfordring til Forsvarets ansatte: Søg muligheden for at tage jeres kære under armen. Hvem ved? Måske kan det gå hen og blive et af de øjeblikke, man bærer med sig ind i fremtiden.