Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Indholdsområde

 
 
Holdfoto af de 15 mænd og kvinder samt en cykelordonnans på Veteranstøttens Nijmegen-hold
Veteranstøttens Nijmegen-hold anno 2019. Lene Palludan ses i nederste række, 2. fra højre. Foto: Morten Gotthard 

Små støvler og stort fællesskab 

Lene Palludan nåede et personligt mål, da hun deltog i Nijmegen som en del af Veteranstøttens marchhold.

25-09-2019 - kl. 09:09

Af Kristina Schønnemann Jensen

At gå én maraton i støvler om dagen, fire dage i streg, med for nogens vedkommende 10 kg oppakning på ryggen, dét var, hvad der ventede Veteranstøttens marchhold, der i sommer gennemførte Nijmegen. En ikke helt lille præstation, der til tider virkede uopnåelig for en af årets debutanter, Lene Palludan. Hun var ellers svært motiveret, da hun sent i efteråret 2018 ansøgte om at komme i betragtning i et anfald af overmod, som hun selv kalder det.

”Allerede da jeg var ung konstabel, trænede jeg op til Nijmegen, men så blev jeg udsendt, og der skete andre ting, og så gik tiden. Men sidste efterår tænkte jeg: Nu skal det være,” siger Lene Palludan, der forlod Søværnet i 1999.


Sprang først fra

Lene Palludan gik i gang med træningen frem mod en midtvejstest i maj, hvor holdet skulle gå Grænsemarchen på 2x40 km. Filmen knækkede dog, da træningen rask væk lød på 4-6 timers march sideløbende med job. Samtidig var hun plaget af en nedsunken forfod og smerter fra hendes gigt, og derfor trak hun ansøgningen tilbage. Men så modtog Lene et opkald fra en af de andre veteraner, der fungerer som marchgruppens delingsfører.

”Han gav mig en peptalk og sagde, at han meget gerne ville have mig til at genoverveje. Han havde været med før og vidste, at der har været andre fysisk svagere deltagere med, som havde gennemført. Jeg tænkte, når folk, der havde taget en kugle, kan gå med, så kan jeg vel også,” siger Lene om beslutningen om alligevel at deltage.


Veteraner støtter veteraner

Selv kendte hun på forhånd ingen fra den 15 mand store gruppe. Men netop fællesskabet og det, at deltagerne passede godt på hinanden, var en stor kvalitet, synes Lene, der kun inden for de sidste to år har søgt et fællesskab med andre veteraner.

”Alle hjalp hinanden. En af drengene kom på et tidspunkt løbende op efter vand, og løb så tilbage igen til en af dem bagved, som var ved at dehydrere. Og gik man og hang med hovedet, så kom der en af de andre og snakkede, og så glemte man, at det gjorde ondt.”

Og ondt, det gjorde det. Især da dag 4 startede.

”Jeg fandt ud af, at mine støvler nok var lidt for små, så jeg gik den sidste dag med krummede tæer. Det gjorde helt vildt ondt, men der var inden vej tilbage, og det var fedt at komme i mål. De sidste fem kilometer gik vi gennem byen, og det var som en stor byfest,” siger Lene, der stadig venter på, at den tredje og sidste totalskadede tånegl falder af.

Hjemme igen i Danmark har Lene mærket, hvordan hun er tanket op på energi og lyst til at gøre det hele en gang til. Hun håber, at andre får lyst til at gå Nijmegen til næste år.

”Det var så godt, at jeg kom med. Det er en drøm, jeg har haft i mange år, og nu gjorde jeg det, på trods en lidt høj alder og alt mulig andet.”

Blandt 6.000 militære vandringsmænd og -kvinder

Det er Veteranstøtten, der de sidste otte år har arrangeret en Nijmegen-tur. De deltager i Camp Heumensord, hvor de cirka 6.000 militære gængere fra hele verden er indkvarteret.

De fire marchdage har start kl. 04.30, og deltagerne når gerne i mål sidst på eftermiddagen, hvorefter den står på hvil, bad og mad, inden man lægger sig til at sove omkring klokken 21.00.