Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Udsendt af Danmark nærmer sig Flagdagsfinale

Indholdsområde

 
 
Illustration fra spillet
Udsendt af Danmark arbejder netop nu på højtryk på at udgive et nyt brætspil med titlen Gennem Ild & Vand. Foto: Udsendt af Danmark. 

Udsendt af Danmark nærmer sig Flagdagsfinale 

Du kan stadig deltage i videoføljetonen og se udstillingen Gennem Ild & Vand inden Flagdagen.

26-06-2019 - kl. 12:19

Af Kristina Schønnemann Jensen

Inden længe er der bare to måneder til Flagdagen, og det betyder, at slutspurten på det ambitiøse oplysningsprojekt Udsendt af Danmark er sat ind. Projektet har mange forskellige indgange, og vi guider dig her igennem, hvad Udsendt af Danmark arbejder med de næste to måneder.


Nye videoer op til Flagdagen

Du kender måske videoerne med personlige fortællinger fra Danmarks tidligere udsendte fra de sociale medier. Den del af projektet er stadig i gang, og du kan endnu nå at være med, hvis du vil fortælle om en konkret begivenhed på din mission. Filmholdet optager nu og frem til starten af juli, inden de sidste optagelser i Skiveområdet foregår i august. Når vi når til den 5. august, lægger Udsendt af Danmark en ny fortælling ud hver dag indtil Flagdagen 5. september.


Udstilling besøger landets kommuner

Udsendt af Danmark har også skabt en mobil oplevelsesudstilling kaldet Gennem Ild & Vand. Den kommer i sommerferien til at stå på Panzer Museum East, inden den turnerer videre til Maritime Dage i Korsør, Frederiksberg, Fredericia og sikkert flere steder endnu. Udstillingen indeholder visuelle fortæller, virtual reality, foredrag og muligheden for at spille et strategisk brætspil.


Spil selv med

Netop brætspillet Gennem Ild & Vand har også fået nyt liv, end projektet til start havde tænkt det som. Det er et brætspil, der stiller skarpt på det at være udsendt og åbner for samtalen: Hvem lavede hvad, hvor, hvordan og hvorfor? Spillet er oprindeligt udviklet som et undervisningsmateriale til unge, men Folk & Sikkerhed, der står bag Udsendt af Danmark, åbner i en kort periode op for muligheden for at forudbestille brætspillet som organisation eller privatperson. Er du interesseret, skal du have lagt billet ind inden den 15. juli. Læs mere om spillet her.

Veterancentret er bare en af mange støtter af projektet Udsendt af Danmark, der er et privat initiativ uafhængigt af partipolitiske, offentlige eller private interesser.

Deltag i projektet

Ved at fortælle din historie bidrager du til et oplysningsprojekt, som har til formål at skabe en større forståelse for og anerkendelse af, hvad det betyder, når Danmark sender mænd og kvinder ud. Skriv kort til kontakt@udsendtafdanmark.dk om dine oplevelser og hvilken mission, der var tale om.