Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Vi må aldrig holde op med at tale om veteransagen

Indholdsområde

 
 
Susanne Kiholm Lund startede som chef for Veterancentret i efteråret 2017.
Susanne Kiholm Lund hilser dokumentaren om Lars Kragh velkommen, så vi som samfund kan tage en debat om, hvordan Danmark skal behandle sine veteraner, der har psykiske skader efter en udsendelse. 

Vi må aldrig holde op med at tale om veteransagen 

Oberst Susanne Kiholm Lund kommenterer som chef for Veterancentret på aftnens dokumentar-udsendelse på DR1.

28-11-2017 - kl. 08:35
I aften sender DR1 en dokumentar om veteranen Lars Kragh, der i september i Byretten i Randers blev dømt til anbringelse på ubestemt tid for drabet på sine forældre. Lars Kragh har anket dommen, og dermed vil den sag, der allerede har trukket mange overskrifter, leve videre i medierne. Mange danskere vil formentlig også huske de dramatiske billeder fra hans anholdelse på en jysk landevej, efter han i flere dage havde kørt rundt med sine døde forældre i bagagerummet. Sagen er uendelig tragisk og har rystet mange pårørende og selv sagt også mange nuværende og tidligere soldater.

På den baggrund vil der i DR1 i aften kunne sættes spørgsmålstegn ved, hvordan det danske samfund behandler de mænd og kvinder, som gennem de sidste 30 år er blevet sendt i krig som en del af Danmarks aktivistiske udenrigspolitik. Det er en vigtig debat, jeg som chef for Veterancentret, der netop står i spidsen for Forsvarets veteranindsats, gerne vil brede ud fra denne konkrete sag til noget der dækker bredere.

Forsvaret er en helt speciel arbejdsplads. Ikke kun fordi vi går i uniformer, eller fordi jobbet kan bestå i at blive sendt fra det trygge Danmark til krigs- og krisezoner. Men fordi der bliver opbygget et så stærkt sammenhold blandt Forsvarets ansatte på enhedsniveau, at det kan være svært at sætte sig ind i. Det er et sammenhold, hvor den enkelte soldat i yderste tilfælde er villig til at sætte livet på spil for sine kammerater. Og her taler vi ikke bare floskler sagt af Hollywood-skuespillere i et actionbrag af en krigsfilm. Det foregår rent faktisk.

Som da danske soldater i Helmand i Afghanistan kommer i kampføling med en gruppe talebanere, der forhindrer de danske soldater i at rykke frem. Samtidig er en anden gruppe talebanere ved at bevæge sig rundt om de danske soldater for også at kunne angribe dem i ryggen. Et skrækscenarie for en soldat, for handler soldaterne ikke hurtigt, vil de snart blive fanget i krydsild mellem de to grupper modstandere med stor risiko for, at de ikke kommer levende derfra igen. En af soldaterne afsikrer en håndgranat og løber frem foran talebanerne og sætter sit eget liv direkte i fare. Mod alle odds lykkedes det soldaten af få nedkæmpet talebanerne og komme ud af situationen med livet i behold. Det var et ønskescenarie af held og dygtighed, og et udtryk for en soldats uegennyttige handling for sine kammerater, der højest sandsynlig reddede deres liv.

Forsvaret skaber på den måde et unikt arbejdsmiljø, hvor den enkelte soldat ser sig selv som noget større, som en del af en enhed. En enhed man ikke svigter, uanset prisen. Derfor har Forsvaret også et helt særligt ansvar for sine ansatte og et stort social ansvar at skulle leve op til. Vi skal simpelthen som arbejdsplads være de bedste til at passe på vores folk.

En del kender efterhånden til Forsvarets tilbud til hjemvendte veteraner og deres pårørende, som har ret til livslang psykolog- og socialrådgiverstøtte, ligesom vi bl.a. tilbyder parforholdskurser og samtalegrupper for børn og unge, fordi vi ved, at udsendelser i international mission ikke kun påvirker soldaten, men også familien herhjemme.

Til gengæld er det nok de færreste, der er klar over den indsats, som Forsvaret yder før og under udsendelsen. For blot at nævne nogle få, så underviser vi soldaterne i stressreaktioner og håndtering af dem, ligesom soldaterne møder Veterancentrets militærpsykologer under uddannelsen til deres internationale mission, såvel som psykologerne tilbyder samtaler til soldaterne og de pårørende, hvis de er utrygge ved soldatens udsendelse.

Under udsendelsen møder soldaterne igen militærpsykologer, der kommer på besøg, og de rykker også ud i tilfælde af hændelser med død og lemlæstelse for at gennemføre samtaler med soldaterne. Når soldaterne atter rammer dansk jord, får de alle en individuel samtale, ligesom der også bliver gennemført en gruppesamtale for de mest eksponerede udsendte. Dernæst møder veteranen militærpsykologen igen syv måneder efter udsendelsen til et fælles arrangement om efterreaktioner for både veteranerne og deres pårørende. Men det stopper ikke her. Veterancentret har også en opsøgende indsats over for skadede veteraner.

Sådan er veteranindsatsen i dag, men sådan har det desværre ikke altid været. Det vil DR-dokumentaren minde os om i aften. Jeg er meget vel klar over, at Lars Kragh og de andre Balkanveteraner ikke fik samme tilbud. Da Danmark sendte soldater til Balkan, var der vel groft sagt ikke nyere danske krigserfaringer at trække på siden vores nederlag i 1864 i den 2. slesvigske krig.

Så uanset hvad der er op og ned på den konkrete sag i dokumentaren, så er det sikkert, at der er sket meget på veteranområdet gennem de senere år.
Jeg underdriver ikke, når jeg skriver, at Forsvaret på dette område var novicer. Faktisk var jeg selv på Balkan i 1999 som chef for 120 danske soldater, og det er, set i bakspejlet, bestemt ikke et af mine stolteste minder i forhold til, at jeg efter et halvt års udsendelse i princippet sagde farvel til nogle af mine soldater på en station i Danmark, så de kunne tage toget direkte hjem fra krigszonen. Vi havde initiativer, men slet ikke på samme måde som i dag.

I dag ved jeg bedre. Og Forsvaret ved bedre. Der er især sket meget, siden de danske politikere nedskrev vores første veteranpolitik og besluttede, at Forsvaret skulle have én indgang for veteraner og deres pårørende. Med den beslutning blev Veterancentret oprettet i 2011, og siden da er indsatsen over for vores tidligere og nuværende soldater og deres pårørende, som til tider må stå meget igennem, kun udvidet og forbedret. Vi betragtes ikke længere som novicer i Danmark, men får tit og ofte udenlandske gæster på vores matrikel, som søger inspiration hos os.  

Betyder det så, at vi er i mål? Nej. Veterancentret kan altid blive bedre og skal altid gøre sit ypperste. Simpelthen fordi vores soldater fortjener det. Derfor hilser jeg også en dokumentarudsendelse om Lars Kragh velkommen. Alene fordi den giver anledning til, at vi, når rulleteksterne kører over skærmen, kan reflektere over og om nødvendigt debatterer Forsvarets og hele Danmarks sociale forpligtelse over for skadede veteraner.

Fakta i debatten

Bliv klogere på hvordan Veterancentrets forebyggende indsats er sat op i dag her.

Du kan også læse om Veterancentrets opsøgende indsats og rådgivning til de hårdest ramte veteraner her.