Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Indholdsområde

 
Orientering efter hjemkomst 
Soldaterne mødes typisk i gymnastiksale eller auditorier på deres tjenestested til hjemkomstorienteringerne. Foto: P.Strandgaard
Kort tid efter en udsendelses afslutning mødes soldaterne igen i Danmark. Her orienterer Forsvaret og Veterancentret om typiske forhold i forbindelse med hjemkomst. 

Hjemkomstorientering 

Soldaten afslutter sin udsendelse med en hjemkomstorientering, som skal støtte soldat og pårørende i hjemkomstperioden.

Når soldaten kommer hjem igen, bliver han eller hun indkaldt til obligatoriske hjemkomstorienteringer med Forsvaret. Her deltager Veterancentret også.

Hjemkomstorienteringen har til formål at støtte soldaten og de pårørende i den første tid derhjemme. Noget af det sværeste for begge parter er netop hjemkomsten, hvor man skal finde sin plads igen.

Tilbage til familien

Familien derhjemme har klaret sig alene, og alt har jo ikke stået stille, imens soldaten har været væk. Veterancentret ser ofte, at begge parter har udviklet sig. Den praktiske hverdag for soldaten under missionen har været enkel, hvor maden bliver serveret, og tøjet bliver vasket.

Nu skal man igen tage del i disse opgaver derhjemme. Andre soldater har efter flere udsendelser fortalt, at reintegrationen tager cirka halvanden måned.

Efterreaktioner og symptomer

Veterancentrets socialrådgivere fortæller på orienteringen om mulige efterreaktioner, som soldaten og de pårørende skal være opmærksom på. Det understreges også, at man ikke bør overreagere, idet bearbejdning af oplevelser er en helt normal reaktion.

Eventuelle symptomer må ikke vare ved eller overskygge dagligdagen. I sådanne tilfælde bør soldat og/eller pårørende søge hjælp, enten ved at kontakte Veterancentrets socialrådgiver eller psykolog eller ved at gå til egen læge.

Veterancentret fortæller også om andre gratis tilbud, som kan hjælpe i hjemkomstperioden og den efterfølgende tid. Det drejer sig blandt andet om Forsvarets gratis kommunikationskurser for par og samtalegrupper for børn og unge.
Sidst opdateret 09-05-2016 - kl. 16:04

Kontakt os

Veterancentret
Ringsted Kaserne
Garnisonen 1
4100 Ringsted

Døgntelefonen
7281 9700
vetc-myn@mil.dk